Brug af stemmen, kropssprog og retorik... Okay, jeg tror lige jeg gemmer mig under bordet!

Så blev det tid til at have fokus på kunsten at holde en tale. Titlen på dagens undervisning var non- og paraverbal workshop og Martin Guldberg var guest-starring (ses på billedet)

Den paraverbale del handler om stemmens klang, rytmik og toneleje, mens den nonverbale handler om kropssprog, måden at iscenesætte sin tale på, omgivelserne/scenografien(Hvis man har indflydelse på det), påklædning og evt. sminke.

Kropssproget bruges i analyse af en person. Det er de instinktive måder at fortolke hinanden på.

Jeg havde på forhånd tænkt, at Martin Guldberg virkelig havde noget at leve op til. Det vi  havde læst på forhånd om, hvordan man er en dygtig retoriker skulle han vel leve op til. Jeg tænkte det måtte være enormt  angstprovokerende for den stakkels mand at skulle leve op til alle de regler. Han måtte have øjenkontakt med holdet uden at nedstirre nogen. Fordi han brugte powerpoint skulle han være opmærksom på at powerpoint skulle være for vores fornøjelse og at han ikke måtte have ryggen permanent vent væk fra os. Han skulle være opmærksom på sin brug af stemme og på sit kropssprog. Åh alle de regler! Stakkels mand, det er der jo ingen som kan leve op til!

... Men det kunne han faktisk! Jeg var ellers klar til at skulle finde fejl ved hans evne til at undervise os, men jeg må indrømme at jeg kom til kort. Hans bevægelser var rolige og det samme var hans stemme, hvilket blandt andet indbyder til tillid. Dette var i særdeleshed en vigtig egenskab han besad taget i betragtning af hvad han bad os om til sidst i undervisning. Herudover bed jeg mærke i, hvordan han brugte sine hænder til at gestitulere med når han talte. Det virker måske naturligt, men det kan meget let blive for meget og hvis det gør det kan det komme til at virke komisk. Et problem flere af de undervisere jeg har mødt på Århus Universitet har haft.

Martin Guldberg viste os et klip af en debat mellem blandt andet Thomas Blachman, Pia Kjærsgaard og Knud Romer. Ud fra dette klip skulle vi karakterisere hvordan de brugte deres para- og nonverbale evner for at stå stærkt i debatten. (klippet kan ses, hvis man følger linket nedenunder)

http://maniell.dk/maniell/inspirationskilder

-         Hos Blachman manglede øjenkontakten. Han virker ofte som om han er i egen verden. Han er uenig med Pia K og måske er det derfor han ikke vil se hende i øjnene på nær når han har en pointe.

-          Han kører mest en monolog hvor han ligesom får talt sig varm og bruger en voldsom  gestik. 

-          Han virker oprigtig men han henvender sig ikke direkte nok. Man tror ikke han lyver. Han tror i hvert fald selv på det han sigerog så virker han i særdeleshed engageret.

-       Lidt provokerende, men ikke helt skævt formuleret var der en på holdet som kaldte ham  socialt handikappet. Og der blev også saft at selvom han er provokerende virker han også meget sårbar. Han fremstår som et geni. Han formulerer sig forvirrende og tager sig ikke synderligt af modtager.

      Pia Kjærsgaard havde en noget anden stil end Blachman. Hendes øjenkontakt var god og vi forstod bedre, hvad det var hun ville sige. Hun brugte ikke så mange ord af gangen, men havde i stedet et kort og klart budskab. Hun argumenterede mere logisk end Blachman som brugte sine følelser mere i sine argumenter. Hendes kommunikation var langt mere præcis og hun var fast besluttet, hvilket kan virke meget troværdigt i en debat.

-    Den sidste vi diskuterede var Knud Romer. Han virkede næsten som en mellemting mellem Blackman og Pia K. Vi mente at han var retorisk dygtig, idet han formulerede sig klart og tydeligt samtidig med at han havde følelserne med i det. Der hvor det måske kunne halte for ham er at han udelukkende når ind til dem som er enige med ham selv. Dem som er uenige med ham ville blive fornærmede og derfor får han jo ikke overbevist nogen.

-        Det kunne naturligvis også være en bevidst strategi fra hans side og hvis det er tilfældet så lykkedes han til fulde.

     Til sidst i undervisningen skulle de af os fra holdet som havde lyst læse noget valgfrit op for holdet og derefter modtage konstruktiv kritik i forhold til, hvordan vi kunne forbedre os både para- og nonverbalt. Og ja, jeg indrømmer blankt. Det var ikke mig der råbte højest for at få lov. Faktisk udviklede det sig til en utrolig svær disciplin! Hvordan kan jeg gøre mig selv usynlig når jeg står overfor en mand (Martin Guldberg) som netop er ekspert i at analysere kropssprog. Det blev en kamp for ikke at vige for meget med øjnene, men heller ikke stirre ham op i ansigtet. Det blev en balance mellem at gøre mig lille, uden at lægge mig helt ned under bordet. En blanding af at se optaget ud uden at være fraværende... Puh ha! Det er hårdt at skulle mestre disse discipliner... Men jeg slap heldigvis!! 

     Xoxo (always a wannabe)

Tænk kreativt? Jamen jeg er jo en wannabe!

Så blev det tid til at lære om kreativitet. Denne undervisningsgang hed "Kreativitet og æstetisk kommunikation" og denne gang kørte Jan Løhmann Stephensen solo.

Vi skulle blandt andet læse et uddrag fra Edward de Bonos værk "Serious Creativity: Using the Power of Lateral Thinking to Create New Ideas". Han skriver deri om, hvordan kreativitet opstår når man sammensætter ting som er usammenlignelige for at skabe noget nyt og interessant. Det er en teknik som er hentet fra surrealisterne. Det handler om at finde måder at undgå vanetænkning eller vertikal tænkning. Hvis man går den konventionelle vej, hvor man forsøger at undgå fejl ved at gøre tingene som man ved de fungerer, kommer der intet nyt frem og produktet bliver ikke kreativt.

Vi læste også Feiwel Kupferbergs tekst: "Kritik, tilpasning, autenticitet og kommunikation - kreativitetsparadigmer og modernitet". Hans hovedpointe handlede om, hvordan kreativitet ekesisterer i alle mulige sammenhænge men i virkeligheden taler vi om forskellige ting. Ikke fordi kreativitet er forskelligt men når det stilles op i forskellige sammenhænge så former det sig efter det som det er sat op af.  Kreativiteten har hvert sit regime. Der er forskellige spilleregler alt efter hvor det er henne.

Så skulle vi i grupper, hvor vi fik en til opgave at  komme på 3 gode eksempler på kreativitet. En noget bred opgave, men vi fik at vide at vi skulle diskutere det og om vi kunne blive enige eller ej gjorde ikke så meget. min gruppe kom på:

1. Digte

     Det er dog primært ord man kan benytte indenfor poesien, samt opstilling af det visuelle. Man kan gøre brug af ord på en anderledes måde end dagligdagsord. Et enkelt ord i digte kan have 1000 betydninger når man ser på fortolkningen.

Af mere eksperimenterende digte kan man eksempelvis se på de meget visuelt opstillede digte som  eksempelvis Niels Lyngsøs digtsamling "Morfeus" (som ses på billedet), eller Per Højholts tranparente digtsamling "Punkter", hvor siderne er transparente således, at virkeligheden er synlig imens man læser digtene.

2. Idrætsmennesker. Det kunne eksempelvis være indenfor fodbold. Her tænkte vi på geniet indenfor sporten. De som gør det som ikke er set før. De som tænker selv fremfor at gøre hvad der forventes. Et eksempel kunne være en fodboldlegende som Michael Laudrup som kan opleves i følgende link:

http://www.youtube.com/watch?v=-R5VYrSVfeM

(Beklager den grynede billedkvalitet og den tarvelige musik i linket - det var lige det bedste jeg kunne finde)

3. Gør-det-selv-typen. Eksempelvis i forhold til indretning.

Jeg mener billedet taler for sig selv (hvem der bare havde tålmodighed og snilde til at gøre det ved sine ledninger)

Xoxo (still a wannabe)

Skal vi seriøst spænde ben for hinanden?

Og så kom vi i gang. Titlen på denne undervisningsgang var "Det refleksive procesdesign" og Thomas Rosendal Nielsen var guest-starring.

Først og fremmest handlede det om, hvordan man kan arbejde kreativt i en gruppe. Hvordan sørger man for at alle i gruppen føler sig inkluderet og føler ejerskab overfor en idé når man ikke aner, hvilken retning man er på vej imod?

Den refleksive proces er blot én form for proces. Denne proces fungerer således at man løbende reflekterer over det forløb som er igangværende. Regler er til for at blive brudt og ideen er at der skal tænkes ud af boksen. Ligegyldigt hvilken retning man bevæger sig hen imod, så gør man hele tiden op med, om det er den rette vej man er på. 

Ideen om den refleksive proces indeholder 3 faser:

1. Forproces: research, brainstorm, skitser, startsted,  prototyper, tester, feedback

2. Slutproces:  udvælgelse, detaljer, komposition,  præsentation

3. Efterproces: evaluering,  produkt, respons,  nye ideer som kan føre til ny start

Til denne undervisningsgang læste vi blandt andet Keith Sawyer: "Improvisning innovation" og Niels Lehmann: "A secret Art of Rehearsal".

Sawyer forsøger at tænke flow ind i kreative gruppeprocesser. Balance mellem færdigheder og udfordringer. Har man for mange færdigheder kan man kede sig, og har man til gengæld for mange udfordringer kan man opleve angst. Flowet opnås i balancen mellem kontrol og afgivelse af kontrol – kontrol og usikkerhed, ritualisering og improvisation.

Niels Lehmann har ubalancen i fokus. Når man kommer i en ubalance kan man skabe noget uforudset. Struktur eller rammer skal dog styre at det ikke bliver kaos. Det kan være svært hele tiden at skulle være i flowet, erkender Niels Lehmann. For at nå sit mål må man opgive sit mål. Hvis man kender målet ryger man for let ind i det konventionelle, hvor man keder sig og dermed opnås det kreative ikke. Målet bliver dermed et paradoks om at søge risici men også at minimere den. 

Til slut i undervisningen skulle vi ud i grupper, hvor vi skulle opfinde et spil eller en leg. Efter det skulle vi fremlægge  vores idé for en anden gruppe. Denne gruppe skulle så finde på et "benspænd" for at få os til at tænke i andre baner med hensyn til vores idé. Et benspænd er når man ændrer spillereglerne for en given situation. Erik Exe Christoffersen skriver eksempelvis i "Spilleregler og benspænd" at et benspænd kan bestå i hvordan skuespillere vil formidle en fortælling, hvis de skal bære masker og dermed ikke kan bruge deres ansigtsmimik. Dermed bliver det processen fremfor målet som kommer i fokus. De opsatte regler kan spænde ben for normalitet og indgroede adfærdsnormer. Reglerne kan skabe flow ved at subjektet tvinges til at tænke ud af boksen. Det gode benspænd skal være en balance mellem kaos og kontrol. Det skal gøre op med konventionerne, men dog ikke blive så eksperimenterende at den oprindelige idé ødelægges. 

Min gruppes leg blev matadorspillet som kunne bruges som en idrætsleg eksempelvis i folkeskolen.  Det benspænd vi modtog handlede om at indføre en ekstra regel omkring det at kunne "komme i fængsel". 

Benspændet fik ikke spændt så meget ben for os. Det vendte ikke op og ned på vores oprindelige idé, men var nærmere bare en rettelse af reglerne. Derfor kom det ikke til at skabe et flow i vores gruppe.

Efterfølgende diskuterede vi på holdet, hvad et benspænd egentlig er? Alle grupperne havde valgt at fjerne noget fra hinandens ideer. Man kunne også have valgt at tilføre noget. Grupperne kom til at begrænse hinandens ideer. Et benspænd behøver ikke kun at begrænse men kan også åbne og tilføre. 

Ovenfor ses vores matadorspils-plan (Eller... det er faktisk pænt svært at se, men det er der!)

Det var det for denne undervisningsgang.

Senere samme dag da jeg kom forbi et noget utraditionelt reklame-dekoreret busskur kom jeg til at tænke på, hvad der mon lå bag dette produkt. Kunne måden hvorpå de kom frem til denne kreative reklame have været påvirket af nogle af de processer som vi havde arbejdet med på holdet? 

Xoxo (man er vel en wannabe)