Først og fremmest handlede det om, hvordan man kan arbejde kreativt i en gruppe. Hvordan sørger man for at alle i gruppen føler sig inkluderet og føler ejerskab overfor en idé når man ikke aner, hvilken retning man er på vej imod?
Den refleksive proces er blot én form for proces. Denne proces fungerer således at man løbende reflekterer over det forløb som er igangværende. Regler er til for at blive brudt og ideen er at der skal tænkes ud af boksen. Ligegyldigt hvilken retning man bevæger sig hen imod, så gør man hele tiden op med, om det er den rette vej man er på.
Ideen om den refleksive proces indeholder 3 faser:
1. Forproces: research,
brainstorm, skitser, startsted, prototyper, tester, feedback
2. Slutproces: udvælgelse, detaljer, komposition, præsentation
3. Efterproces: evaluering, produkt, respons, nye ideer som kan føre til ny start
Til denne undervisningsgang læste vi blandt andet Keith Sawyer: "Improvisning innovation" og Niels Lehmann: "A secret Art of Rehearsal".
Sawyer forsøger at tænke flow ind i kreative
gruppeprocesser. Balance mellem færdigheder og udfordringer. Har man for mange
færdigheder kan man kede sig, og har man til gengæld for mange udfordringer kan man opleve
angst. Flowet opnås i balancen mellem kontrol og afgivelse af kontrol – kontrol og usikkerhed,
ritualisering og improvisation.
Niels Lehmann har ubalancen i fokus. Når man kommer i en
ubalance kan man skabe noget uforudset. Struktur eller rammer skal dog styre at det
ikke bliver kaos. Det kan være svært
hele tiden at skulle være i flowet, erkender Niels Lehmann. For at nå sit
mål må man opgive sit mål. Hvis man kender målet ryger man for let ind i det
konventionelle, hvor man keder sig og dermed opnås det kreative ikke. Målet bliver dermed et paradoks om at søge
risici men også at minimere den.
Til slut i undervisningen skulle vi ud i grupper, hvor vi skulle opfinde et spil eller en leg. Efter det skulle vi fremlægge vores idé for en anden gruppe. Denne gruppe skulle så finde på et "benspænd" for at få os til at tænke i andre baner med hensyn til vores idé. Et benspænd er når man ændrer spillereglerne for en given situation. Erik Exe Christoffersen skriver eksempelvis i "Spilleregler og benspænd" at et benspænd kan bestå i hvordan skuespillere vil formidle en fortælling, hvis de skal bære masker og dermed ikke kan bruge deres ansigtsmimik. Dermed bliver det processen fremfor målet som kommer i fokus. De opsatte regler kan spænde ben for normalitet og indgroede adfærdsnormer. Reglerne kan skabe flow ved at subjektet tvinges til at tænke ud af boksen. Det gode benspænd skal være en balance mellem kaos og kontrol. Det skal gøre op med konventionerne, men dog ikke blive så eksperimenterende at den oprindelige idé ødelægges.
Min gruppes leg blev matadorspillet som kunne bruges som en idrætsleg eksempelvis i folkeskolen. Det benspænd vi modtog handlede om at indføre en ekstra regel omkring det at kunne "komme i fængsel".
Benspændet fik ikke spændt så meget ben for os. Det vendte ikke op og ned på vores oprindelige idé, men var nærmere bare en rettelse af reglerne. Derfor kom det ikke til at skabe et flow i vores gruppe.
Efterfølgende diskuterede vi på holdet, hvad et benspænd egentlig er? Alle grupperne havde valgt at fjerne noget fra hinandens ideer. Man kunne også have valgt at tilføre noget. Grupperne kom til at begrænse hinandens ideer. Et benspænd behøver ikke kun at begrænse men kan også åbne og tilføre.
Ovenfor ses vores matadorspils-plan (Eller... det er faktisk pænt svært at se, men det er der!)
Det var det for denne undervisningsgang.
Senere samme dag da jeg kom forbi et noget utraditionelt reklame-dekoreret busskur kom jeg til at tænke på, hvad der mon lå bag dette produkt. Kunne måden hvorpå de kom frem til denne kreative reklame have været påvirket af nogle af de processer som vi havde arbejdet med på holdet?
Xoxo (man er vel en wannabe)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar