Tæppefald

Lige her på falderebet vil jeg bare sige tak for denne gang. Dette har været et lærerigt og meget anderledes semester. Det er en meget atypisk form for undervisning, i hvert fald når man kommer lige fra Nordisk.
Det har været sjovt at arbejde med benspænd... Eller... altså det har været lærerigt... Men hvis jeg skal være ærlig så opnåede jeg aldrig den effekt som jeg læste om var ideen med et benspænd - altså at opnå flow. For mig har benspændene mest virket som en hæmsko. Det benspændet skulle gøre var at vende op og ned på de ideer  forestillinger jeg havde til en arbejdssituation, men jeg synes mest af alt at det begrænsede det potentiale der var.

Jeg kom i tanke om at Jan Løhmann(vores underviser) havde sagt noget jeg havde bidt mærke i til vores første undervisningsgang. Den gang skulle vi lave benspænd for hinanden gruppevis og alle grupper havde valgt at fratage hinanden noget. Ingen af benspændende havde dengang været særligt effektive. Men Jan sagde til os at man jo ikke nødvendigvis behøvede at fratage noget fra hinanden. Et benspænd kunne også være at få noget ekstra. Faktisk sagde Jan at man f.eks. kunne give et benspænd hvor man skulle have to pingviner med i projektet. Måske et lidt mærkeligt benspænd, men jeg forstod ideen. Og den type for benspænd havde jeg slet ikke tænkt på den gang. Desværre efterlevede underviserne ikke selv dette råd. De benspænd vi på undervisningen oplevede var alle nogle hvor vi mistede et eller andet. Det kunne have sjovt at prøve at få noget tilført og måske jeg ville have haft et mere positivt syn på benspænd så. Desværre oplevede jeg at benspænd er smart i teorien, men sjældent effektive i praksis.

Tak for denne gang og tak for at du læste min blog...

                                                                     (Tæppefald!)

Xoxo (The Wannabe)

Wannabe a writer

Så skulle vi have skriveworkshop. Første øvelse var en lille opvarmningsøvelse hvor vi hver især skulle skrive 12 sætninger som startede med "Jeg kan huske...". Jeg gik i gang uden at tænke så meget og derfor kom min til at handle om det menneske jeg savner mest i verden, min elskede farmor. Jeg blev jo helt nostalgisk. Den er her: 

Jeg kan huske duften af parfumeret rengøringsmidler

Jeg kan huske varmen i lejligheden

Jeg kan huske de bløde gulvtæpper

Jeg kan huske det overdådige kagebord

Jeg kan huske de smukke bløde læber

Jeg kan huske hun altid kyssede

Jeg kan huske hendes ru stemme

Jeg kan huske de bløde, velplejede hænder

Jeg kan huske hendes varme

Jeg kan huske vores dage sammen

Jeg kan huske vores mange grin

Jeg kan huske min farmor

Herefter skulle vi bytte en sætning med vores sidemand hvorefter vi skulle skrive en lille historie ud fra sidemandens sætning. Jeg sad ved siden af Cecilia og som den rebel hun er havde hun valgt at starte alle sine sætninger således; ”Jeg kan ikke huske…”

Cecilias sætning lød således: ”Jeg kan ikke huske hvorfor jeg meldte mig til at gå til skydning i byens sportshal da jeg var lille, men jeg kan huske at jeg stoppede efter 2 gange fordi der var en ulækker dreng der var forelsket i mig. Han var 2 år ældre og jeg var totalt bange for ham”

Og min lille historie blev således:

Jeg kan ikke huske hvorfor jeg meldte mig til at gå til skydning i byens sportshal da jeg var lille, men jeg husker hvorfor jeg stoppede. Det gjorde jeg fordi Gunnar, en stor og fed dreng som var to år ældre end mig blev forelsket i mig. Jeg var bange for Gunnar. Gunnar var så fed at flæsket, som lå som et bildæk rundt om hans mave blævrede når han gik. Man kunne høre Gunnar komme længe før man kunne se ham så meget rungede jorden under hans fødder. Gunnar pillede bussemænd. Store og grønne som han smurte fast på murerne rundt om sportshallen.

Når jeg kom til sportshallen stod Gunnar og ventede på mig ved indgangen. Jeg fandt aldrig ud af hvad han ville. To gange lykkedes det mig at slippe forbi ham så jeg kunne deltage i skydeundervisningen.

Den tredje gang spærrede han for døren så jeg ikke kunne komme ind. Det blev den dag jeg stoppede til skydning.

Jeg vendte om og kom ikke tilbage til mere skydning.

Hvad der skete med Gunnar er en helt anden historie.

Så fik vi en øvelse hvor vi skulle skrive ud fra et kunstværk. Kunstværket var Keith Edmier: Beverly Edmier 1967, fra 1998 (ses herunder)

Øvelsen havde følgende regler: skulle indeholde 2 pronominer, et spørgsmål, og det skulle være skønlitterært. Jeg prøvede at skrive så minimalistisk som overhovedet muligt. Det ses her:

Du og jeg. Bag det bløde, lysegrøde stof og igennem din hud, dit fedt og dine muskler ligger jeg. Derinde er vi forbundet. Indtil den dag jeg forlader din varme. Mon jeg nogensinde bliver forbundet med én igen?

Det var sjovt at prøve at skrive skønlitterært da det jo ikke er det man laver mest på universitetet, men det viste sig også at være meget grænseoverskridende for mig. Jeg er ikke forfatter og det har jeg aldrig forsøgt at bilde nogen ind så det var pinligt for mig at skulle dele det jeg havde skrevet med nogen. Alligevel var det befriende at have en undervisning som ikke var så akademisk for en gang skyld.

Xoxo (need to be a wannabe)

Proces frem for mål... eller var det omvendt?

Bedst som vi troede at "klumpen" var et overstået kapitel og at vi aldrig behøvede at se den igen fik vi opgaven om at lave endnu et projekt, nu med "klumpen" som stjernen.
Processen i tilblivelsen af "klumpen" var i centrum og det endelige mål var derfor ikke det vigtigste. Eller det var i hvert fald det vi fik at vide fra underviserne. Der viste sig dog at være langt mere opmærksomhed på vores endelige mål, det vil sige "klumpen" frem for vores proces i tilblivelsen af den. Vores forsøg på kreativ kommunikation som ikke måtte være verbal blev set som et regelbrud... Derfor føltes det som om det ville blive op af bakke at skulle arbejde videre med "klumpen", men hvad kunne vi gøre. Det var bare op på hesten igen og se "klumpen" lige i øjnene.(Læg mærke til de utrolig mange ordspil på meget få linjer!)

Så vi indleder altså endnu en kreativ proces i kampen for at komme op med et produkt med "klumpen" i centrum. Hele gruppen er drænet for energi efter kampen med at få skabt "klumpen" og det kniber med at nå det eftertragtede "flow" som kan sætte gang i processen.

                  (her ses modellen for flow hvor vores gruppe for det meste har befundet os i angst-området)

Det lykkedes os dog i sidste øjeblik at komme op med en plan. Vi ville fokusere på sanseindtrykket som vi allerede havde haft som fokus i tilblivelsen af "klumpen". "Klumpen" skulle gerne ligne et kamera(en lille smule), og det ville vi bruge således at klumpen skulle ses, som et sansekamera som ligesom kunne indfange hvordan en tur i en af nordisk biografer. Fordi vi allerede var i film-genren valgte vi at lave en film. Men vi slap selvfølgelig heller ikke for et benspænd...

benspændet lød på at vi ikke måtte bruge musik i vores produkt. Endnu en gang et irriterende benspænd og vi blev ved med at tænke på hvor godt det kunne have været, hvis vi havde måttet bruge filmmusik. Men vi kom videre og kom i gang med at filme til vores produkt.


(på billedet ses vores plan for hvordan vores film skulle klippes sammen)









(og her ses computeren hvor vi er i gang med at redigere-->)


Vores endelige produkt ses i følgende link:

http://www.youtube.com/watch?v=_FFcfGxkP7k

Men så skete det altså igen! Da vi havde fremlagt vores produkt var den respons vi fik næsten udelukkende mål-fokuseret. Var det ikke meningen at vores proces skulle være i fokus? Jeg er forvirret...

xoxo (en wannabe in the making)

Klumpen

Dagens program handlede om visuel retorik, hvor Jette Gejl og Lars Kiel Bertelsen var guest starring.

Det skulle vise sig at blive en interessant dag. På forhånd havde vi kun fået begrænsede informationer om dagens program. Vi fik at vide at vi skulle have tøj på som kunne tåle lidt af hver og så at undervisningen ville tage omkring otte timer. Med denne sparsomme information mødte jeg halv skræmt op i det grimmeste tøj jeg havde (men som jeg alligevel ville vise mig udendørs i) og forsøgte at være optimistisk. Min optimisme dalede dog snart da jeg fandt ud af, hvad vi skulle. 

Da Jette Gejl ankom havde hun umådelig mange kasser med som indeholdt alt fra gammelt legetøj og maling til aviser og værktøj. Vi skulle sætte os i vores læsegrupper og så kom opgaven. 

Vi skulle:

* Lave et produkt til vores case (i vores tilfælde Nordisk films biografer)

* Bruge de materialer som Jette Gejl havde medbragt

* Produktet måtte ikke være en illustration

* Vi fik en time til at lave vores produkt

Og dertil kom der et benspænd... Vi måtte ikke tale sammen mens vi løste opgaven!

Jeg anede ikke hvor jeg skulle begynde så jeg begyndte at gå forvirret rundt om bordet med materialer. Jeg tog lidt her og der og lagde det sammen med de andre forskellige ting på vores bord. Intet gav mening og det virkede heller ikke som om der var nogen af de andre fra gruppen som havde en plan.

Et rent kaos udformede sig på vores bord. Alle lavede hver sit og ingen havde øjensynligt en plan eller noget at gå efter. Og det var så i dette øjeblik at vores gruppe besluttede sig for at ignorere reglen om ikke at snakke sammen. Og dog... Vi begyndte i hvert fald at kommunikere. Ved hjælp af vores telefoner fik vi snakket kort sammen om at skabe forskellige rum som skulle vise hvilke sanseoplevelser en tur i en af nordisk films biografer kunne give. Projektet virkede ikke særlig godt men eftersom jeg ikke havde nogen bedre idé gik jeg med på at forsøge at skabe en minibiograf med sæder og finde små legetøjskopper som skulle illustrere cafelivet i en biograf. Problemet var at vi var i gang med en illustration, hvilket heller ikke var lovligt ved dette projekt.

(ovenover ses bordet med materialer)

Vores benspænd lød, som tidligere nævnt, på at vi ikke måtte snakke sammen. Der er derfor jeg stadig nu er lidt i tvivl om, hvorvidt vi brød reglerne da vi begyndte at kommunikere skriftligt. Vi havde nemlig ikke fået at vide at vi ikke måtte kommunikere. Et benspænd handler om, at få dem som udsættes for benspændet til at tænke "ud af boxen". Det handler om at tvinge dem som oplever benspændet til at tænke anderledes. Og det var jo lige netop det vi gjorde. Vi kommunikerede på en anden måde end ved det verbale. Hvis vi brød reglerne er det fordi benspændet ikke var formuleret præcist nok. Det skulle dog vise sig at Jette Gejl og Lars Kiel Bertelsen ikke var helt enige med mig.
                                                                                     (her ses stakkels Sally som kæmper)



Da der var cirka ti minutter tilbage af øvelsen har vi derfor lavet fire forskellige illustrationer af sanseoplevelser i biografen og vi er alle opmærksomme på at dette er et problem fordi opgaven netop lød på at vi ikke skulle lave en illustration, men ingen af os ved hvad vi skal gøre. Både Jette Gejl og Lars Kiel Bertelsen hænger over vores bord fordi vi virkelig virker uinspireret og opgivende. Lars Kiel Bertelsen får gestikuleret at vi skal bygge vores projekt opad. Derfor begynder vi helt hovedløst at klistre det hele sammen.

Lige som der er fem minutter tilbage af øvelsen synes jeg vores klump af materialer begynder at ligne et gammeldags filmkamera. Det får jeg vist min gruppe ved hjælp af fagter og dermed arbejder vi målrettet på at skabe et sanse-kamera i de sidste minutter.


(ovenover ses Jeanette som laver... noget)

Her ses den færdige klump. Et sansekamera som skal illustrere de forskellige associationer og sanseoplevelser som kan forbindes ved en tur i en af Nordisk films biografer.

Klumpen set fra den anden side
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     

Efter øvelsen havde vi en opsummerende snak om, hvordan øvelsen havde forløbet. Jeg kunne ikke se ideen i at forsøge at skjule vores umiddelbare brud på reglerne med hensyn til kommunikationen. Også fordi at det at vi valgte at bryde reglerne netop blev til vores oplevelse af benspændet. Jeg fortalte derfor at vi havde kommunikeret ved hjælp af skrift og det netop var fordi vi havde oplevet benspændet som værende meget problematisk. Desværre fik jeg ikke den respons som jeg havde håbet på. Jette Gejl fortalte mig bare at jeg skulle være glad for at hun ikke skulle give mig karakterer. Jeg synes det var lidt ærgerligt idet at det kunne have været en real diskussion. Der var meget fokus på proces frem for mål, det vil sige den proces vi havde haft med at skabe vores produkt som var målet. Men jeg synes stadig at målet var det som blev mest evalueret. Vores såkaldte "klump" blev nemlig efterfølgende gennemdiskuteret som værende meningen med processen. Ingen i vores gruppe var stolte over "klumpen" og vi havde hellere set at vi havde været i stand til at tale sammen. Vi ville gerne have lagt en plan. Jeg er indforstået med konceptet ved øvelsen. Ideen var jo netop proces frem for mål og derfor var en en skam at evalueringen mest handlede om målet og en skam at processen blev affærdiget fordi vi ikke havde fulgt reglerne(hvilket jeg stadig er i tvivl om idet benspændet var formuleret som det var)

Hvis vi nu havde haft en anden proces kunne det have været at målet også var blevet bedre.
(tænk hvis man kunne have været så sej at have lavet noget lignende det her!)










xoxo (trying to be a wannabe)