Klumpen

Dagens program handlede om visuel retorik, hvor Jette Gejl og Lars Kiel Bertelsen var guest starring.

Det skulle vise sig at blive en interessant dag. På forhånd havde vi kun fået begrænsede informationer om dagens program. Vi fik at vide at vi skulle have tøj på som kunne tåle lidt af hver og så at undervisningen ville tage omkring otte timer. Med denne sparsomme information mødte jeg halv skræmt op i det grimmeste tøj jeg havde (men som jeg alligevel ville vise mig udendørs i) og forsøgte at være optimistisk. Min optimisme dalede dog snart da jeg fandt ud af, hvad vi skulle. 

Da Jette Gejl ankom havde hun umådelig mange kasser med som indeholdt alt fra gammelt legetøj og maling til aviser og værktøj. Vi skulle sætte os i vores læsegrupper og så kom opgaven. 

Vi skulle:

* Lave et produkt til vores case (i vores tilfælde Nordisk films biografer)

* Bruge de materialer som Jette Gejl havde medbragt

* Produktet måtte ikke være en illustration

* Vi fik en time til at lave vores produkt

Og dertil kom der et benspænd... Vi måtte ikke tale sammen mens vi løste opgaven!

Jeg anede ikke hvor jeg skulle begynde så jeg begyndte at gå forvirret rundt om bordet med materialer. Jeg tog lidt her og der og lagde det sammen med de andre forskellige ting på vores bord. Intet gav mening og det virkede heller ikke som om der var nogen af de andre fra gruppen som havde en plan.

Et rent kaos udformede sig på vores bord. Alle lavede hver sit og ingen havde øjensynligt en plan eller noget at gå efter. Og det var så i dette øjeblik at vores gruppe besluttede sig for at ignorere reglen om ikke at snakke sammen. Og dog... Vi begyndte i hvert fald at kommunikere. Ved hjælp af vores telefoner fik vi snakket kort sammen om at skabe forskellige rum som skulle vise hvilke sanseoplevelser en tur i en af nordisk films biografer kunne give. Projektet virkede ikke særlig godt men eftersom jeg ikke havde nogen bedre idé gik jeg med på at forsøge at skabe en minibiograf med sæder og finde små legetøjskopper som skulle illustrere cafelivet i en biograf. Problemet var at vi var i gang med en illustration, hvilket heller ikke var lovligt ved dette projekt.

(ovenover ses bordet med materialer)

Vores benspænd lød, som tidligere nævnt, på at vi ikke måtte snakke sammen. Der er derfor jeg stadig nu er lidt i tvivl om, hvorvidt vi brød reglerne da vi begyndte at kommunikere skriftligt. Vi havde nemlig ikke fået at vide at vi ikke måtte kommunikere. Et benspænd handler om, at få dem som udsættes for benspændet til at tænke "ud af boxen". Det handler om at tvinge dem som oplever benspændet til at tænke anderledes. Og det var jo lige netop det vi gjorde. Vi kommunikerede på en anden måde end ved det verbale. Hvis vi brød reglerne er det fordi benspændet ikke var formuleret præcist nok. Det skulle dog vise sig at Jette Gejl og Lars Kiel Bertelsen ikke var helt enige med mig.
                                                                                     (her ses stakkels Sally som kæmper)



Da der var cirka ti minutter tilbage af øvelsen har vi derfor lavet fire forskellige illustrationer af sanseoplevelser i biografen og vi er alle opmærksomme på at dette er et problem fordi opgaven netop lød på at vi ikke skulle lave en illustration, men ingen af os ved hvad vi skal gøre. Både Jette Gejl og Lars Kiel Bertelsen hænger over vores bord fordi vi virkelig virker uinspireret og opgivende. Lars Kiel Bertelsen får gestikuleret at vi skal bygge vores projekt opad. Derfor begynder vi helt hovedløst at klistre det hele sammen.

Lige som der er fem minutter tilbage af øvelsen synes jeg vores klump af materialer begynder at ligne et gammeldags filmkamera. Det får jeg vist min gruppe ved hjælp af fagter og dermed arbejder vi målrettet på at skabe et sanse-kamera i de sidste minutter.


(ovenover ses Jeanette som laver... noget)

Her ses den færdige klump. Et sansekamera som skal illustrere de forskellige associationer og sanseoplevelser som kan forbindes ved en tur i en af Nordisk films biografer.

Klumpen set fra den anden side
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                     

Efter øvelsen havde vi en opsummerende snak om, hvordan øvelsen havde forløbet. Jeg kunne ikke se ideen i at forsøge at skjule vores umiddelbare brud på reglerne med hensyn til kommunikationen. Også fordi at det at vi valgte at bryde reglerne netop blev til vores oplevelse af benspændet. Jeg fortalte derfor at vi havde kommunikeret ved hjælp af skrift og det netop var fordi vi havde oplevet benspændet som værende meget problematisk. Desværre fik jeg ikke den respons som jeg havde håbet på. Jette Gejl fortalte mig bare at jeg skulle være glad for at hun ikke skulle give mig karakterer. Jeg synes det var lidt ærgerligt idet at det kunne have været en real diskussion. Der var meget fokus på proces frem for mål, det vil sige den proces vi havde haft med at skabe vores produkt som var målet. Men jeg synes stadig at målet var det som blev mest evalueret. Vores såkaldte "klump" blev nemlig efterfølgende gennemdiskuteret som værende meningen med processen. Ingen i vores gruppe var stolte over "klumpen" og vi havde hellere set at vi havde været i stand til at tale sammen. Vi ville gerne have lagt en plan. Jeg er indforstået med konceptet ved øvelsen. Ideen var jo netop proces frem for mål og derfor var en en skam at evalueringen mest handlede om målet og en skam at processen blev affærdiget fordi vi ikke havde fulgt reglerne(hvilket jeg stadig er i tvivl om idet benspændet var formuleret som det var)

Hvis vi nu havde haft en anden proces kunne det have været at målet også var blevet bedre.
(tænk hvis man kunne have været så sej at have lavet noget lignende det her!)










xoxo (trying to be a wannabe)