Wannabe a writer

Så skulle vi have skriveworkshop. Første øvelse var en lille opvarmningsøvelse hvor vi hver især skulle skrive 12 sætninger som startede med "Jeg kan huske...". Jeg gik i gang uden at tænke så meget og derfor kom min til at handle om det menneske jeg savner mest i verden, min elskede farmor. Jeg blev jo helt nostalgisk. Den er her: 

Jeg kan huske duften af parfumeret rengøringsmidler

Jeg kan huske varmen i lejligheden

Jeg kan huske de bløde gulvtæpper

Jeg kan huske det overdådige kagebord

Jeg kan huske de smukke bløde læber

Jeg kan huske hun altid kyssede

Jeg kan huske hendes ru stemme

Jeg kan huske de bløde, velplejede hænder

Jeg kan huske hendes varme

Jeg kan huske vores dage sammen

Jeg kan huske vores mange grin

Jeg kan huske min farmor

Herefter skulle vi bytte en sætning med vores sidemand hvorefter vi skulle skrive en lille historie ud fra sidemandens sætning. Jeg sad ved siden af Cecilia og som den rebel hun er havde hun valgt at starte alle sine sætninger således; ”Jeg kan ikke huske…”

Cecilias sætning lød således: ”Jeg kan ikke huske hvorfor jeg meldte mig til at gå til skydning i byens sportshal da jeg var lille, men jeg kan huske at jeg stoppede efter 2 gange fordi der var en ulækker dreng der var forelsket i mig. Han var 2 år ældre og jeg var totalt bange for ham”

Og min lille historie blev således:

Jeg kan ikke huske hvorfor jeg meldte mig til at gå til skydning i byens sportshal da jeg var lille, men jeg husker hvorfor jeg stoppede. Det gjorde jeg fordi Gunnar, en stor og fed dreng som var to år ældre end mig blev forelsket i mig. Jeg var bange for Gunnar. Gunnar var så fed at flæsket, som lå som et bildæk rundt om hans mave blævrede når han gik. Man kunne høre Gunnar komme længe før man kunne se ham så meget rungede jorden under hans fødder. Gunnar pillede bussemænd. Store og grønne som han smurte fast på murerne rundt om sportshallen.

Når jeg kom til sportshallen stod Gunnar og ventede på mig ved indgangen. Jeg fandt aldrig ud af hvad han ville. To gange lykkedes det mig at slippe forbi ham så jeg kunne deltage i skydeundervisningen.

Den tredje gang spærrede han for døren så jeg ikke kunne komme ind. Det blev den dag jeg stoppede til skydning.

Jeg vendte om og kom ikke tilbage til mere skydning.

Hvad der skete med Gunnar er en helt anden historie.

Så fik vi en øvelse hvor vi skulle skrive ud fra et kunstværk. Kunstværket var Keith Edmier: Beverly Edmier 1967, fra 1998 (ses herunder)

Øvelsen havde følgende regler: skulle indeholde 2 pronominer, et spørgsmål, og det skulle være skønlitterært. Jeg prøvede at skrive så minimalistisk som overhovedet muligt. Det ses her:

Du og jeg. Bag det bløde, lysegrøde stof og igennem din hud, dit fedt og dine muskler ligger jeg. Derinde er vi forbundet. Indtil den dag jeg forlader din varme. Mon jeg nogensinde bliver forbundet med én igen?

Det var sjovt at prøve at skrive skønlitterært da det jo ikke er det man laver mest på universitetet, men det viste sig også at være meget grænseoverskridende for mig. Jeg er ikke forfatter og det har jeg aldrig forsøgt at bilde nogen ind så det var pinligt for mig at skulle dele det jeg havde skrevet med nogen. Alligevel var det befriende at have en undervisning som ikke var så akademisk for en gang skyld.

Xoxo (need to be a wannabe)